Henriette Hørlücks Skole logo
HHS Logo

En stemningsfuld skole

Dansk Center for Undervisningsmiljø, Ulla Kjærvang

På Henriette Hørlücks Skole får rengøringen ikke lov til at bestemme, hvordan skolen skal udsmykkes og indrettes. Det gør skoles lokaler til en meget stemningsfuld oplevelse.

Af Ulla Kjærvang, DCUM
(DCUM er et uafhængigt, offentligt videnscenter, der arbejder for at sikre, at undervisningsmiljølovens krav bliver opfyldt)

Når man træder ind i lokalerne på Henriette Hørlücks Skole i Odense vækkes nysgerrigheden, og man bliver opslugt af stemningen der præger stedet. Overalt er der billeder eller genstande udstillet på hyl-der eller i montre. Billederne på væggene er en blanding af kunstplakater, enkelte kunstværker, gamle billeder, elevernes egne værker og fotos. Det er inspirerende at gå rundt og studere de mange værker.

Henrik Jørgensen er skolens leder, og for ham er det i vigtigt, at give eleverne noget at kigge på, noget de kan undres over.

- Der er så meget der skal nås i skolen i dag, men alle billederne og genstandene på skolen skal være et rent tilbud til eleverne, ikke noget de skal nå. Og hvis lærerne kan bruge det i deres undervisning er det fint, men det er ikke tvang, siger Henrik Jørgensen, som håber at mindst ét af billederne har bety-det noget for eleverne, når de forlader skolen.

Henrik Jørgensens far var den tidligere ejer af skolen. Han mente ligefrem, at børnene skulle have no-get interessant at kigge på, hvis de havde en kedelig lærer. Han var samler, og det ses rundt omkring på skolen i dag, hvor montre, skabe og hylder er fyldt med alt lige fra gammelt legetøj, historiske gen-stande og gamle ting der er endt her.

Kommer med ting fra loftet
Nogle gange kommer elevernes forældre med ting fra loftet. Andre gange er det bedsteforældrene der har fundet noget de synes skolen skal have.

- En dag stod der et par gamle sko udenfor min dør. De havde vist engang tilhørt en gammel greve, men nu har de fået plads her på hylden, siger Henrik Jørgensen, og peger på en reol hvor skoene er placeret helt øverst.

På biblioteket er der gamle chesterfieldsofaer, man kan synke ned i med en bog. Der er gamle statuer og filmplakater. Rummet er lille, så der er bøger overalt. De mangler plads, men det tætpakkede rum skaber sin helt egen stemning om fordybelse og ro. Fra biblioteket træder man ind i lokalet for 10. klasse. Her står et stort konferencebord med læderstole omkring.

- Jeg fandt dem på auktion på nettet, og eleverne er vilde med dem. Desuden var det billigere at købe disse stole end at købe nye dyre stole hos en møbelproducent, og så har de meget mere sjæl end splin-ternye institutionsmøbler, siger Henrik Jørgensen.

I skolens kælder er der indrettet filmlokale. Brugte flysæder er stillet op som i en biograf. For enden er der et stort lærred og begge væggene i siderne er fyldt op med filmplakater fra gulv til loft. Her er helt mørkt, kun et par lamper lyser op. Den helt rette biografstemning.

Rengøringen skal ikke bestemme
På et tidspunkt købte og inddrog skolen Højskoleforeningens gamle hus ved siden af. Den gamle sal i huset er i sig selv et smukt rum, men igen er her hængt genstande op i loftet der fortæller om en fortid og giver beskueren en oplevelse. Her hænger gamle skilte, en kajak, en dukkevogn, en flyvemaskine og en båd. Og oppe på en af bjælkerne sidder michelinmanden. Et fantastisk stemningsfyldt rum, hvor alt kan ske.

I nogle af klasselokalerne står der genstande sirligt stillet op overalt, og det må tage en del tid at få tør-ret støv af hvis alt skal flyttes og løftes. Spørgsmålet er, hvordan skolen får gjort rent.
- Jamen, rengøringen skal da ikke bestemme, hvordan skolen skal udsmykkes og indrettes. Vi er så heldige, at vores rengøringspersonale sætter en ære i, at der næsten er lige så rent her som hjemme i privaten, og jeg tror, de synes, det er mere udfordrende end at vaske kvadratmeter efter kvadratmeter af skolegulve. Men indrømmet: Det kræver et personale af en særlig støbning, fastslår Henrik Jørgen-sen.

Og hærværk er stort set ikke-eksisterende på skolen. Pedellen kan i stedet bruge noget af sin tid på at gøre de større ting der hænger i loftet rene. Et arbejde pedellen får hjælp til at et par af skolens store elever.