Fagbladet Frie Grundskoler
Danmarks sidste privatejede privatskole har hverken ordensregler eller pædagogisk manifest. Skolens ånd og tone trives i bedste velgående mellem guldrammer og kandelabre En moderne udgave af Peters Jul. Et bedre borgerskabshjem med sans for skønhed og kvalitet tilsat lidt kitch, bare for at det ikke bliver for fuldendt.
Henriette Hørlücks Skole i Odense holder traditionerne i hævd. Her er fornyelse noget, der helst ikke skal kunne mærkes. Og bestyreren den, der bestemmer, ligesom dengang, der var ægte godsejere og skoleejere til. Til gengæld plejer han tilsyneladende sin lærerstab. Vin til jul og champagne til påske. Efter er der dækket op med damaskduge og kandelabre. Forældremøder afsluttes for det meste med snak og rødvin ved køkkenbordet i privaten, så skolebestyreren lige kan høre, hvordan det er gået. Lærernes studieture går til europæiske hovedstæder. Og engang imellem vanker der blomster på en helt almindelig hverdag. Enten fordi man trænger til det på grund af noget privat. Eller fordi der bare er blomster til alle. "Det bliver altid gjort meget diskret, men det luner," betror Brita Nymark, en myndig, smilende kvinde i mørkeblåt. I 20 år har hun undervist på skolen og har som en af skolens ældste lærere indvilliget i at hjælpe bladet med at indfange skolens ånd. Det foregår ved køkkenbordet i skolebestyrerens lejlighed, der er indrettet i hjertet af skolen. "Jo, der bliver skam passet godt på os. Der er ikke noget bedre sted at være," snakker husalfen, Gudrun Pedersen, med. Hun sørger for kaffe og sæbelugt på skolen og som sædvanlig om fredagen pudser hun nu messingskiltet på døren ind til skolebestyrerens private gemakker. "Tak, fordi du holdt døren" skinner inskriptionen. "Hvor tit er det egentlig, du pudser det?", konverserer fru Nymark interesseret. "To gange om ugen." "Ja, så er det jo ikke så sært, at her aldrig lugter af pølsemadder og sure sokker, vel!"
Skønhed, fadervor og rengøring der kan lugtes, er gamle dyder, som Henriette Hørlücks Skole hylder. Den er Danmarks sidste privatejede børneskole og har ingen planer om at lave om på det. Pædagogikken står ikke nedskrevet nogen steder, men det hjælper at være en original for at være her, lyder svaret fra lærerne på lærerværelset. Ikke bare en gang. Men flere gange. Det er de tilsyneladende helt enige om, lærerne. Ellers er det egentlig ikke så nemt at forklare, hvad det er, der er så specielt ved skolen, synes de fleste. De er vant til, at der bliver talt fransk, tysk, engelsk og spansk på lærerværelset. Vant til de friske blomsterbuketter, der hver uge bliver skiftet ud i vaserne, der står overalt på skolen. Vant til de indrammede billeder, som skolens vægge er tapetseret med. Vant til at det meste kan lade sig gøre, hvis bare man brænder tilstrækkeligt for det som lærere og har nogle gode ideer. Og vant til at have deres gang i privaten hos skolebestyrer Henrik Jørgensen. "Ham kan man altid komme til, hvis der er noget, der går en på," lyder det.
"Er han ikke kær?", siger Brita Nymark om sin skolebestyrer på vej ind i 3. klasse, som hun skal have til biologi, inden hun har tid til køkkensnakken. Hun har lige akkompagneret morgensangen på flygelet som sædvanlig og ligesom alle os andre lyttet til Henrik Jørgensens anekdote om Mozart, der introducerede morgensangens musikalske værk. "Sådan fortæller han hver dag en rigtig god historie om et stykke musik. Det er altid så velforberedt. Forleden var det 'Boheme' og i går var det et frygteligt stykke rock!" Som refleks rejser eleverne i 3. klasse sig op og siger goddag. Sådan hilser man på gæsterne, har de lært. Med venlig imødekommenhed og ro på rækkerne går undervisningen som planlagt. Det første skolens ældste lærer fremhæver som særpræg, er da også den gode tone blandt både lærere og elver. "Vi taler pænt til hinanden," forklarer hun.
Tonen passer til omgivelserne, synes Brita Nymark. "Her er jo så smukt alle vegne. Du finder ikke et sted, der ikke er nymalet. Henrik (skolebestyreren, red.) arrangerer selv blomsterne sammen med sin kone Maria. De køber tit blomster, hvis de er i København i weekenden, og det er ofte meget specielle blomster. Omvendt er indretningen og det fine gamle legetøj som børnene også leger med, også med til at sætte standarden for, hvordan man opfører sig, fremhæver lærerinden. "Her er ingen låste døre, ingen nøgleknipper og ingen mistillid til børnene. Og det virker utroligt. Både børn og voksne glider ind i traditionen. Når der er kønt i forvejen, så gør man ikke vold mod omgivelserne. " Første gang Brita Nymark oplevede et lærermøde, følte hun sig som Jeppe, der vågner i Baronens seng. "Jeg var målløs og troede ikke helt på, at det kunne være sådan. Efter mødet var der dækket op med smukke duge og kandelabre, og vi fik serveret den skønneste mad og vin. Så føler man sig virkelig forkælet." "Hvad betyder det?" "At man er skattet og velkommen og sat pris på. Det betyder fantastisk meget, at man har det godt. Og så gør man sig nok ekstra umage for, at der ikke er problemer. Har man først været ansat her på skolen, så bliver man her."
Brita Nymark husker stadig tydeligt, da hun besøgte skolen for første gang. "Vi var lige flyttet til Odense, og jeg gik en tur i byen med børnene og ville aflægge skolen en lille visit for at se, hvad det var for en. Jeg gik bare ind. Her var ikke en levende sjæl, og jeg undrede mig over, hvad det mon var for et sted. Jeg troede først ikke, det var en skole. Det lignende en velhavende kostskole og et børnehjem. Der var blomster alle vegne og flygler og billeder overalt. Til sidst endte jeg her i køkkenet hos den gamle skolebestyrer Jørgensen, altså Henriks far, og fik en snak med ham. Han var en stor personlighed og spurgte mig om alt muligt, om min familie og hvad jeg havde lavet. Men ikke hvad jeg kunne undervise i. Siden er jeg blevet hængende."
Også skolens nyligt ansatte unge lærer, Tine Dolberg, faldt for skolen fra første dag. "Jeg blev vild med stedet første gang, jeg var her som vikar. Jeg følte en stor nærhed blandt både børn og kolleger. Og så er der jo omgivelserne. Man skaber et miljø med et man omgiver sig med. Det er ligesom at gå på arbejde i et privat hjem." Side om side med de mange traditioner oplever Tine Dolberg desuden, at det er nemt at få ja til eksperimenter. "Her er plads til spontanitet, og alle skæve idéer modtages med velvilje," forklarer hun.
På lærerværelset guffer kollegerne konditorkager til kaffen. Det er rester fra forældremøde i går. En gruppe modne kvinder småsnakker. Umiddelbart giver de både deres ældre og yngre kolleger ret, lyder det til. "Der er noget fandenivoldsk absurd ved skolen. Her er ikke plads til kopier, men derimod til skøre idéer og spontanitet," forklarer de. "Jamen er der da slet ikke noget, der er dårligt. Slet ingen brok, som på de fleste andre lærerværelser?" "Tja," siger de. "Jo, selvfølgelig har vi da også noget at brokke os over. Men det fylder ikke. Og hvis det er noget alvorligt, ved vi, hvor vi skal gå hen. Og så bliver der gerne taget hånd om problemerne." Tillidsmand Finn Petersen bekræfter: "Vi har da haft uoverensstemmelser mellem lærerne og ledelsen, men de er altid taget for åbent tæppe. Vi er mange mennesker på et lille sted her på skolen, og det kræver en urban opførsel og omgangstone, og det har vi." I virkeligheden er det nemmere at være tillidsmand på Henriette Hørlücks Skole end så mange andre steder, tror Finn Petersen. "Beslutningsprocesserne er så gennemskuelige på vores skole, og det gør det alt andet lige nemmere," forklarer han. Selvom suverænt er skolens ejer, der bestemmer over skolens ve og vel, føler lærerne tilsyneladende, at der også er plads til dem og deres ideer. "Henrik er demokrat til fingerspidserne," mener lærer Lone Hagelskjær. "Ja, og god til at lytte," supplerer Tine Dolberg. Selvom det måske ikke umiddelbart ser sådan ud, så fornyer skolen sig hele tiden, oplever tillidsmanden: "Som lærere er vi ikke kustoder, men mere forvaltere af et vist niveau, og hvis vi ikke fornyede os hele tiden i undervisningen, ville skolen ikke holde ret længe. For eksempel har vi ikke faste bogsystemer, men bestemmer selv fra år til år hvilke bøger, vi vil bruge," forklarer han.
Overladt til skolen på egen hånd igen bliver man overladt af alt tingel-tanglet. Tingene fortæller deres egen historie. Der er det antikke dukkehus, der har været med i Bille Augusts film Åndernes Hus. Så er der de kække legetøjsbiler i glasmontrerne, den franske bugtalerdukke, cyklerne der hænger ned fra loftet, det rød- og hvidternede gulv i forhallen. Og, og, og… Nej, Henriette Hørlücks Skole er ikke et sted, man sådan lige aflurer sine hemmeligheder. Eller for den sags skyld bliver færdig med.
