Disciplin, vanvid og varm humor

Lærer Larsen klarede ikke et nyt skoleår. I et anfald af desperation røg han helt op under taget, og nu stritter blot hans bare dukkeben ud fra det hvidtede loft over trappen på Henriette Hørlücks Skolen i Odense.

Den skole kræver sine ofre. Ikke bare af lærerne - også af eleverne. Og i særlig grad af forældrene, som ikke får lov til at bede børnene fri, fordi skituren er billigere uden for skoleferien eller til at invitere til børnefødselsdag på McDonalds, fordi det er nemmere. Og som absolut ikke kan undskylde sig og henvise børnene til fritidshjem efter skoletid. Er der ikke tid til børnene derhjemme om eftermiddagen, er der heller ikke plads på Henriette Hørlücks Skole - siger skoleforstander Johannes Jørgensen. Og ingen bestyrelse kan sige ham imod. Han ejer nemlig selv skolen - den sidste rigtigt private i Danmark. Så privat, at det er Johannes Jørgensens ideer om pædagogik, der er de bærende, og hans personlige indretningssmag, der giver skolen sit umiskendelige særpræg.

Derfor ligner hvert skolelokale en hjemmets dagligstue, der vakler mellem at etablere sig som stiligt kunstmuseum eller som rodet marskandiserbutik. Ikke en krog på skolen - end ikke toiletterne med marmorvaske og engelske messingvandhaner - tangerer bare tilnærmelsesvis en typisk, standardiseret dansk børneinstitution.

Henriette Hørlücks Skole er simpelthen på alle måder en bizar blanding af disciplinær opdragelse, kulturel klassisk dannelse, rablende vanvid og varm humor. Tidløs i sine ubesværede hop mellem det gammeldags, meget traditionelle og det meget moderne, eksperimenterende. Tidsnok til at vide, hvornår det ene er påkrævet og det andet overflødigt. Som Tais fra 10. klasse udtrykker det: "Skolen er som for tyve år siden. Men den er også den samme om tyve år." Det lever man godt med. Både elever, forældre og lærere. Også skønt der blandt lærerne er flere end Larsen, som er bukket under for Johannes Jørgensens spøgefuldheder. Om de to voksmannequiner, der har fået deres ydmyge plads på den øverste af anneksets altaner ud mod Slotsvænget, siger den lune, men agtværdige habitklædte skoleforstander: "De passede ikke deres job ordentligt, så vi udstoppede dem!" Deres brøde var den værste, som kan begås på Johannes Jørgensens skole. De var kedelige. Johannes Jørgensen giver derimod glade pluskarakterer til læreren som siger til sine elever: "Tag kun en madpakke med på mandag. Vi bruger dagen på en pudekamp hjemme i min garage" - eller til den undervisning, som har hentet underholdende inspiration i den dagligdag, som ligger et par skridt fra skolegården...togrejsen, supermarkedet, hjemmelivet, søndagens prædiken, biografen eller teaterstykket. "I gamle dage var nederste del af skolernes vinduer ofte kalket til, så eleverne blev tvunget til at holde koncentrationen ved læreren. Det, der skete i klassen kunne altså ikke konkurrere med virkeligheden uden for vinduerne", siger Johannes Jørgensen som forklaring på sin næsten maniske tanke om den daglige underholdning og det fortsatte sansebombardement. Samtidig er oplevelseskravet argumentet for, hvorfor skolen er én stor sammensurium af antikt legetøj og dukkedele, af gamle telefoner, kælke, cykler, gipsbuster, skrivemaskiner, sjældne musikinstrumenter og flagermuslygter i hobetal. Foruden naturligvis original-kunsten, de guldindrammede børnetegninger og de plakater, som udsmykker klasselokalerne efter elevernes eget valg. Picasso, Ferdinand Leger, Miro, Kurt Trampedach eller Andy Warhol. Klassen bestemmer selv, hvilken kunstner, de vil studere, mens de opdrages som fremtidens kunstforbrugere. Øjet får bestemt sin broderpart af sanseoplevelsen. Men også øret får sit - både til den obligatoriske morgensang, hvor der foruden salmesang og fadervor også er lejlighed til at stifte bekendtskab med dagens musik, som spænder fra denne morgens Purcell til Bruce Springsteen.

Selvfølgelig skal også hjernen have noget at tumle med, så Henriette Hørlücks Skole er ambitiøse forældres fæstningsværk mod folkeskolens dalende niveau. Her i de tre røde murstensborge tæller indlæringen: Engelskundervisningen starter i første - ligesom edb-flaget. Fra fjerde er der fransk på skemaet. I syvende kommer tysk med. "At lære sprog så tidligt, handler også om et mere afslappet forhold til et andet lands kropssprog, mimik og udtale", siger en mor, der for anden gang har valgt Henriette Hørlücks Skolen som den bedste. Både til sin store søn, som afsluttede 10. klasse før sommerferien, og nu til sit yngste barn, der netop er startet i børnehaveklassen. Og skønt Johannes Jørgensen over for forældrene insisterer på, at hverken de eller børnene må være for ivrige efter at lære noget for hurtigt, går skolen alligevel i gang med lærdommen allerede fra børnehaveklassen. De får sågar lektier for! "Men kun så længe, de selv gerne vil", siger lærer Lone Jensen fra børnehaveklasselokalet, hvor en lille pinkfarvet blomst på hvert bord er med til at få eleverne til at føle sig velkomne og hjemmevante. "Børn er så opsat på at lære, at de både øver bogstaver og tal i børnehaveklassen", siger Johannes Jørgensen, men tilføjer så, at der dog er vigtigere kvaliteter end at kunne fremmedsprog - nemlig at tale hjertets sprog. Eller helt enkelt: at være en god kammerat... at holde skolens hoveddør for de andre elever... at låne blyanten ud til sidekammeraten... at hjælpes ad.

Men også almindelig høflighed og god borgerlig opførsel er en del af skolens hverdag. Johannes Jørgensens teori er, at hvis skolen ligner et hjem, så mindskes trangen til hærværk og svineri. Derhjemme hos mor og far snitter selv den værste bølle vel ikke obskøne tegninger i spisebordet, ligesom selv det største rodehoved nok bestræber sig på at ramme skraldespanden frem for køkkengulvet, når madresterne skal smides ud. Samme tendens er svær at få øje på i f.eks. folkeskolen, hvor den daglige rengøring - betalt af det offentlige - bruger timer på at fjerne tyggegummi, væg-graffitti og gamle æggemadder. På Henriette Hørlücks Skolen derimod, får selv de store kongelige vaser lov at blive stående på deres plads i vindueskarmen, og Johannes Jørgensen er ikke fri for at være lidt stolt, når han peger på de mange udstillingsmontrer, som ganske visk skærmer de mest kostbare kunstgenstande bag glas, men som ikke desto mindre altid står ulåste. Og tyveri? Ikke her! "Engang havde jeg den tanke, at børnene herfra skulle gå ud i verden med et særligt Hørlück-præg", klukker Johannes Jørgensen. "Men alle eleverne bærer jo hjemmets præg. I uhyggelig grad. Så nu håber jeg på, at enhver tager det bedste med hjemmefra, og at vi her på skolen kan styrke hver deres kendetegn." På samme måde håber han, at forældrene vil vænne sig til at lede efter den individuelle skoleløsning for deres barn. "Når du skal købe en trøje, farer du byen rundt for at finde den rigtige facon, den rigtige farve og den rigtige pris. Sådan burde det også være, når man skal vælge skole."