Politiken, lørdag den 12. august 2000 De fleste offentlige rum er kedelige, mener lederen af Hørlücks Skole i Odense. På hans egen skole er der derimod en rigdom af krinkelkroge og nips.
Klokken er 8.15, og børnene myldrer op ad trappen og ind til morgensang på Henriette Hørlücks Skole i Odense. Dagen er ved at begynde for de 470 børn, og det summer af snak og bevægelse, mens de finder en plads i det noget usædvanlige skolelokale, hvor loftet er tapetseret med børnetegninger, lysekronen består af en snes petroleumslamper, der hænger i en jernkrans, og hvor der på flyglet står en stiftgrammofon med messingtragt ved siden af et lille udstoppet vildsvin og en buket friske blomster. Et par af børnene spørger skolebestyrer Henrik Jørgensen, om de må fortælle en historie i dag, og får ja som svar, for en del af morgensamlingen er netop børnenes egne indslag. Men først skal der synges. Og det gør eleverne - højt og dejligt - så man kan høre, at de kan lide det. Der er langt til pligtmorgensang med hosten og skrabende fødder her.
Så bliver Sebastian fra 2. klasse løftet op på flyglet, han fortæller, at han skal rejse til Boston i fire måneder og gå i skole derovre. Mette fra 2. klasse foretrækker at stå på gulvet, mens hun fortæller, at hendes faster har fået en papegøjeunge, der siger tingene efter, når de snakker, og til sidst spiller Andreas et stykke musik på flyglet og høster stort bifald. Henrik Jørgensen følger musikindslaget op med en historie om Mozart som barn og sætter et stykke af "Tryllefløjten" på, og også dét lytter børnene interesseret til. Der er under hele morgensangen et behageligt fravær af fnisen, smarte bemærkninger og dertil hørende shhh'er fra lærerne.
Interesserede børn og spændende omgivelser - om det har noget med hinanden at gøre, skal ikke kunne siges ud fra dette ene besøg, men det har helt sikkert noget med skolens ideer at gøre. "Hvis man tænker tilbage på sin egen barndom, så var de steder, der var mest spændende, altid der, hvor der var krinkelkroge og så mange ting, at det ikke var til at komme til bunds i. Der var altid noget nyt at opdage, og sådan synes jeg også, at en skole skal være." "Det værste ved den tid, vi lever i, er, at de offentlige rum - som mange er med til at bestemme, hvordan skal se ud - bliver nogle meget demokratiske rum, som også bliver gennemsnitlige og uden udfordring for øjet og fantasien. Og er der noget, børn ikke kan klare, så er det, at noget bliver gennemsnitligt. Børn søger rigelighed i alt - de er ikke minimalister - man kan bare prøve at gå ind i et hvilket som helst børneværelse og se, hvordan det er indrettet", siger Henrik Jørgensen.
Han er vokset op på skolen og er i den særlige position, at han ejer skolen og derfor kan indrette den, som han vil, uden at spørge en skolebestyrelse til råds. Den er blandt de ganske få privatejede skoler herhjemme og han har arvet den efter sin far, Johannes Jørgensen, som købte den i 1960´erne og begyndte at indrette den med ting og sager købt på loppemarkeder, hos marskandisere m.m. Som f.eks. biografen i kælderen, hvor én klasse ad gangen kan sætte sig tilrette på rækker af flysæder og spænde sikkerhedsselerne, før filmen gå i gang på lærredet. Gæt selv om børnene er vilde med det. "Vi købte dem for ingen penge, da et flyselskab skiftede sæder ud - de kostede ca. 3.000 kr., hvor det ville have kostet måske 20.000 kr. at købe nye møbler. Det er bare et spørgsmål om at tænke anderledes og kigge efter tingene andre steder, end man ellers ville gøre". Bortset fra, at skolen er et slaraffenland for børn at gå på opdagelse i, så har indretningen også nogle fordelagtige følgevirkninger. Når vi får nye børn, er de altid lidt nervøse, når de går ind ad døren, men de glemmer det, når de ser alle tingene - de får en fornemmelse af at være velkomne, når de ser alt legetøjet. Og de passer på tingene - de lærere at bevæge sig omkring, så det ikke går i stykker, og der er intet hærværk eller graffiti nogen steder, ikke en gang på toiletterne". På loftet står flere ting gemt væk, og ind imellem bliver de skiftet ud og sat nyt frem. Tanken er ikke, at børnene skal lægge mærke til det hele. Det væsentlige, at det enkelte barn fatter interesse for én af tingene og får lyst til at gå på opdagelse og finde nyt i det gamle. "Børnene får en hel masse ind, uden at det er skemalagt - normalt kalkulerer man ikke med, at børn lærer noget, når de bevæger sig rundt på en skole. Men man starter ikke med at være kunstforbruger, det er noget, man vænner sig til ved at se på kunst. Vi går ikke rundt og fortæller - der er noget for enhver smag, og de kan se på det eller lade være, vil de ikke se på billeder, kan de se på legetøj".
Noget andet, der er grebet radikalt anderledes an på skolen, er sprogundervisningen. Allerede i børnehaveklasserne står der engelsk på skemaet, og i 4. klasse kommer fransk ind i billedet. "Min far indførte det, fordi han selv var meget dårlig til sprog og syntes, det var et handicap, når han kom ud omkring", fortæller Henrik Jørgensen. Det er den ægte vare, børnene møder - de bliver undervist af lærere, der har fransk eller engelsk som modersmål - eller tysk, når børnene får det i 7. klasse. "Børnene lærer at sige noget på et fremmed sprog, og de bliver ikke rettet - i fransk får de først grammatik i 6. klasse. Det vigtige er, at de kan sige noget, og de er mere vilde med det i 4. og 5., end de er, når vi begynder på grammatikken", fortæller Hubert Trigalo med tydelig fransk accent og viser en franskbog frem, der er uden danske oversættelser.
