Dannelsesrejse. »Vi har mistet respekten for, at lærere kan noget, vi ikke selv kan.« Henrik Nannestad Jørgensen, Danmarks sidste skoleejer, vil sætte lærerne fri, genindføre personligheden og gøre en ende på ensretningen.
Sebastian H. Krabbe
HENRIETTE HØRLÜCKS SKOLE I ODENSE FREDAG DEN 12. SEPTEMBER 2025.
»Tak fordi du holdt døren!« påminder et messingskilt med sirlig kursiv indgravering ved indgangen til Henriette Hørlücks Skole i Odense. De tunge egetræsdøre til 0.-klassesbygningen går op, og ud træder skolens ejer, 68-årige Henrik Nannestad Jørgensen, klædt i lyseblå skjorte, grønne Wood Wood-chinos og sorte Nike Air Max 97. Han byder velkommen med et smil. »Kom med. Vi skal denne vej.«
Mens skoleelever landet over har holdt sommerferie, har en række af historier om en kriseramt folkeskole fyldt medierne. Lærergerningen har mistet sin anseelse, og alt for få ønsker at træde til som elevernes åndelige fyrtårne, forlyder det. Hvordan skal det afkræftede skolevæsen nogensinde kunne give de næste generationer den kulturoprustning, alle kalder på? Det har Henrik Nannestad Jørgensen gennem 27 år skabt sit eget bud på.
Hans far købte Henriette Hørlücks Skole i 1961. Det kunne man dengang – købe og eje en skole. »Men i 1970erne blev lovgivningen lavet om, så man ikke længere kunne købe privatskoler, fordi tilskuddet af statsmidler er så stort,« forklarer Jørgensen. »Efterhånden som arvtagerne har takket nej til at drive skolerne, er de alle blevet selvejende institutioner.«
Da Jørgensens far i 1998 besluttede at lade sig pensionere og tilbød sin søn at overtage, var sønnen til gengæld ikke i tvivl. »Jeg har altid interesseret mig for bygningernes liv. Som barn fik jeg en krone i timen for at feje og ordne alverdens ting på skolen, og jeg elskede det arbejde,« erindrer han. »Så da jeg blev spurgt, kunne jeg svare ja med det samme.«
Med ét efterlod Henrik Nannestad Jørgensen en karriere, der havde ført ham gennem kunsthistorie- og litteraturstudier og videre i reklamebranchen, hvor han havde brugt hele sit arbejdsliv. Så byttede han bolig med sine forældre, der overtog hans villa, og flyttede med sin familie ind i den lejlighed på skolen, der var hans eget barndomshjem. Her har han boet siden – som den sidste tilbageværende privatperson i Danmark, der ejer en skole.
Henriette Hørlücks præsterer i dag blandt toppen af danske grundskoler. Elever dimitterer med et samlet karaktergennemsnit på næsten 9, de scorer højt på trivsel, og skolen formår at løfte elevernes faglighed langt over forventning, også når man tager højde for deres socioøkonomiske baggrund.
Men spørgsmålet er, om det, Henrik Nannestad Jørgensen først og fremmest ønsker at efterlade sine elever, overhovedet lader sig rangliste, kvantificere eller definere. Det er svært at undgå at fornemme det – den ånd, der lever på skolen, svæver op og ned ad snoede trapper, ind i klasseværelserne og ud i skolegården bag det grønmalede stakit i hjertet af Odense. Henrik Nannestad Jørgensen har skabt en skole, der ikke ligner nogen anden.
Kald og gerning
Skolebestyreren henter kaffe på lærerværelset og serverer pistaciesnurrer ved spisebordet i sin lejlighed, hvorfra man gennem vinduerne kan se og høre eleverne, der indfinder sig i skolegården.
Inden for de sidste år har Jørgensen som skoleejer også kunnet betragte noget andet: en kriseramt folkeskole, der senest har kulmineret i historier om elevvold, uro i klasserne og en svækket faglighed. Antallet af 9.-klasseselever, der dumper dansk eller matematik, er på sit højeste i ti år.
Ifølge ham finder man den egentlige krise bag katederet. »Engang så man lærergerningen som et kald. Sådan har man det ikke længere. Vi er nødt til at genfinde respekten for lærerne,« mener Jørgensen. »Når det personlige råderum forsvinder, og forvaltningen vil styre hvert tiltag, tager man glæden og ejerskabet fra lærerne.«
Politikere har taget styringen gennem læreplaner og målstyring, forældre har nægtet at overlade børn til fællesskabets regler, og individualiseringen af læring er trængt ind i klasseværelserne. Resultatet er en opløst lærerautoritet og en forsvunden autonomi.
»Vi har mistet respekten for, at lærere kan noget, vi ikke selv kan,« siger Jørgensen. Det samme afspejler sig i ansøgningerne til læreruddannelsen, der bliver færre og færre. I dag er hver femte folkeskolelærer uden læreruddannelse, og hver fjerde af dem, der faktisk kommer gennem seminariet, forlader folkeskolen efter fem år. »Vi har en krise, og hvis vi ikke løser den, tør jeg ikke tænke på, hvor langt vi kommer ud.«
Inden for de seneste år har man med flere politiske tiltag forsøgt at gøre op med den målstyrede undervisning og give skolelærerne en del af autonomien tilbage. Senest har børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye bebudet indførelsen af lærernes ret til at gribe fysisk ind for at sikre ro i undervisningen.
Men det, der ifølge Henrik Nannestad Jørgensen er brug for, er et langt mere gennemgribende opgør. »Man har haft fat i problemernes skal, men ikke i kernen,« siger han. »Tiden er inde til at bygge et nyt system op, hæve uddannelsesniveauet og se på lønnen. Ellers ender lærergerningen med at blive det, man vælger, når man ikke har et karaktergennemsnit, der rækker til andet.«
Vigtigst af alt skal lærerne ifølge Jørgensen have deres frihed tilbage. »Det er dét, der har virket her,« fortæller skoleejeren. »Da jeg overtog, havde jeg ingen forstand på undervisning. Jeg var nødt til at læne mig op ad mine kolleger og famle mig frem. Det var en stor forandring for mange, at de faktisk fik mulighed for selv at bestemme.«
Der er heller ingen skolebestyrelse, der styrer regler og rammer for undervisningen. »I virkeligheden ser jeg lærerne som min bestyrelse, for det er dem, der beslutter, om forslag og tiltag bliver succeser,« fortæller skoleejeren, hvis skole huser 680 elever. Det koster 2.200 kroner om måneden at gå der.
I H.C. Andersens ånd
Henrik Nannestad Jørgensen har gennem årene samlet ind til skolens udsmykning. En udstoppet struds troner over dørkarmen. Der er små stribede luftballoner, der svæver i loftet; antikt legetøj og gamle tinsoldater, der bor bag glas i vitrineskabe; mystiske musikinstrumenter hængt ned fra fritlagte hanebånd og en funklende lyskæde, der snor sig om et gelænder og leder op under taget til en lille stue, indrettet med orientalske tæpper og chesterfieldsofaer fulde af farverige puder.
»Hvem er det, der har bestemt, at skoler skal ligne fængsler, hospitaler eller rådhuse,« spørger Jørgensen på vej til dagens morgensang. »Det er i hvert fald ikke børn. Hvis du bad børn om at indrette deres skole, havde de jo ikke købt moderne design. De havde bygget en hule.«
I morgensangssalen taler Jørgensen med en elev, mens han lægger højskolesangbøger frem, da myldret kommer. Lyden af 200 små sko på trapperne, og snart sidder 0. til 6. klasse på det skakternede gulv i den aflange sal under loftet og pludrer løs på kryds og tværs.
»GOD-MOR-GEN!« trænger skoleejeren så igennem. Med ét rejser hele kuldet sig, og støjen forstummer. Herefter forløber alting rituelt som en gudstjeneste blandt faste kirkegængere, der instinktivt ved, at de skal rejse sig før trosbekendelse og læsninger.
Først en sang fra Højskolesangbogen – i dag »Auld Lang Syne«. Uden tøven synger børnene på gammelt skotsk, og da versene forstummer, fortsætter de i kor med Fadervor. Derefter følger fjortendagsverset – fra en sang, eleverne synger hver morgen i to uger. For tiden »I Danmark er jeg født«, og efter skrål om oldtids kæmpegrave, æblegårde og humlehaver præsenterer Jørgensen et stykke musik på lærredet som morgenens sidste indslag.
»Jeg spiller alt muligt for dem. Pekingopera, klassisk og rock,« fortæller skoleejeren. Når hele seancen er slut, kan de unge, formbare sjæle igen løbe ud og møde skoledagen, der trods skolens konservative fremtræden i virkeligheden er ét stort eksperiment. Det gælder også undervisningen.
Friske blomster
Skolen har i årevis aktivt valgt at ansætte flere lærere uden seminarieuddannelse. Også fra udlandet. En franskmand som fransklærer, en ingeniør til fysik og kemi, en tømrer i design- og teknologifaget.
Skoleejeren underviser selv 1. og 2. klasse i et fag, han kalder anskuelse. »Jeg fortæller om den nordiske og græske mytologi. Odysseen og den slags. Det skifter lidt fra år til år.«
– Kan man få elever i syv-otteårsalderen til at interessere sig for det?
Jørgensen lyser op. »Sagtens! Det er jo rigtig gode historier. Det er børn vilde med, og så bliver man også selv en bedre fortæller.«
Vi kommer gående gennem udskolingsbygningen, da Jørgensen stopper op foran et indrammet citat. »Hver dag burde man i det mindste høre én god sang, læse ét godt digt, se ét fortræffeligt maleri og, hvis muligt, føre én fornuftig samtale,« står der på plakaten, der ifølge Jørgensen indkapsler filosofien på hans skole. Ordene stammer fra Goethes Wilhelm Meisters læreår , litteraturhistoriens første dannelsesroman fra 1796.
»Det er jo det, det hele handler om – det her forbandede dannelsesbegreb,« siger skoleejeren. »Eleverne skal have noget med, som ikke kun kommer gennem undervisningen. Selvfølgelig skal vi have dansk, engelsk og matematik, men jeg vil have, at eleverne bliver eksponeret. At kanalerne åbner sig, så flere veje til udfoldelse opstår.«
I samme ånd har man i årtier haft engelsk fra 1. klasse og obligatorisk fransk fra 4. klasse. Det internationale udsyn er ifølge Henrik Nannestad Jørgensen det, der har forandret skolen mest. For efterhånden som flere udenlandske lærere kom til, besluttede han at udvide med en international skole og stribevis af lærere fra hele verden, som i dag underviser mere end 230 internationale elever.
»Vi har i Danmark en undervisningstradition, som vi næsten er blinde over for. Den bærer præg af gruppearbejde, elevinitiativ og selvstændiggørelse. Men der er også mere uro. I udenlandske traditioner er der langt mere struktur. Min idé var at blande lærere fra forskellige lande, så de kunne stjæle fra hinanden og kombinere struktur og initiativ, så vi fik en undervisning, hvor alting sad mere fast hos eleverne,« forklarer Jørgensen.
– Tænker du nogensinde over, at de børn, der ville få det største udbytte af det, I tilbyder, er dem, hvis forældre ikke har råd til at sende dem på en skole som din?
Jørgensen stritter imod. Anfægter præmissen. »Det kan ikke nytte noget at tænke sådan,« siger han. Skolen er afhængig af forældrebetalingen, hvis de skal tilbyde noget til nogen. Man kan ikke redde hele verden.
Det samme gælder for skolevæsenet. For før initiativ og struktur; før Goethe og anskuelse, morgensang, eventyr og verden, der kommer dig i møde, er én betingelse ifølge Jørgensen nødt til at være opfyldt.
»Lagde du mærke til, at vi har friske blomster i alle lokaler? Alting drejer sig først og fremmest om at sikre, at der altid er friske blomster, også i overført betydning. At der skiftes vand og holdes ved lige, så lærerne og eleverne er friske blomster. I det øjeblik de ikke længere er det, melder trætheden sig,« siger han.
»Hvis lærerne ikke bliver givet den passende autoritet og frihed, tager man drivkraften fra dem, og så mister skolerne deres personlighed.«
Det er ifølge Jørgensen netop her, folkeskolen er kommet på afveje for både elever, lærere og skoleledere. Det fællesskab, der skulle give mulighed for at dyrke evner og personlighed, har i stedet frarøvet alles følelse af at være levende, enestående væsener.
»Vores skole skal ikke vælges som et fravalg af det offentlige, men fordi vi kan noget, som forældrene værdsætter. Vi skal konkurrere på profiler. Det skal ikke være samme opskrift alle steder, men skolerne skal have personlighed. Det kunne de få, hvis man turde vise tillid til lederne og lærerne. Så de kunne få lov til at sætte deres præg,« siger Danmarks sidste skoleejer.
»Det er jo det, vi er her for.«