Berlingske Tidende Af Jane Åmund
Skoleleder Johannes Jørgensen ejer selv sin skole, den gamle Henriette Hørlücks Skole i Odense. Her findes Danmarks gladeste skolebørn, for her er det normalt at være unormal. Der hænger gyngeheste og voksmannequiner i loftet, og hver klasse har sin egen kunstudstilling.
Skolens port har ikke en skramme. På et blankpudset messingskilt står: "Tak fordi du holdt døren". Skolen hedder Henriette Hørlücks Skole. Den ligger i Odense og er nok Danmarks mærkeligste private skole. Skoleleder Johannes Jørgensen ejer selv sin skole. Han er i det hele taget en selvejer-type. En stor mand, som kunne spille Christian IV i "Elverhøj" uden besvær. Han har sans for dramatiske virkninger, er en god fortæller og ejer selv sine meninger og sine opdragelsesprincipper. "Her på skolen har vi kridtet standpunkterne op. Børnene kan komme fra klokken 8 til klokken 15. Vi vil ikke have dem til halv seks. Vi vil have forældre, som har tid til deres børn. Det har efter min mening ikke noget at gøre med, at man kommer fra et stort hjem, hvor der er råd til det. Et stort hjem i vore dage, det er et hjem, hvor man kalkulerer med tid til børnene", siger Johannes Jørgensen. "Jeg synes, det er noget griseri i Grundtvigs og Kolds fædreland, at man kan behandle sine børn, sådan som det sker mange steder. Det er nemlig ikke altid af økonomiske årsager, at man ikke vil være hjemme hos sine børn. Det kan være af kedsomhed, og hvis man synes, at det er trist at være hjemme hos sine børn - og det er lige meget, om man er en han eller en hun - så skal man ikke have børn. Det synes jeg ikke." Johannes Jørgensen ser med et veloplagt feltherreblik over skrivebordet i skolens kontor.
De meninger er der mange unge forældre, som vil føle sig provokeret af?
"Det ved jeg godt. Men hos os vil vi ikke have børn, som ikke kan komme ind i deres hjem efter skoletid.
Vi bor i provinsen. Mange forældre lejer en mormor, eller der er måske store søskende, som kan se efter dem. Det sker også, at nogle slutter sig sammen i en nabo-ordning. Vi er privilegerede her på skolen; her er ikke forskel på han- og hunforældre. Alle hjælper. I gamle dage var det kun velstillede børn, som gik her. Det var helt naturligt for en af drengene at tro, at når vi bad Fadervor, så skulle den sidste sætning lyde: "Thi de riges er magten og æren i al evighed Amen". I dag har vi alle slags børn. Vi har både flygtningebørn og også fripladser. Det koster 750 kr. om måneden at gå her. Nogle familier har haft deres børn her i generationer."
Er Henriette Hørlücks skole ikke en skole, hvor forældrene har meget store ambitioner på børnenes vegne? "Næh, forældrene er meget realistiske. Men det er mest bedsteforældrene, som gerne vil se børnebørnene som et spejl af sig selv. Vi havde en morfar, som kom med sit barnebarn ved hånden. Han lignede fuldstændig morfaderen. Luften var bare lukket ud, og så sagde morfar: "Ja, her kommer jeg med mit barnebarn. Han kan allerede stave til radiator." Så så min kone på ham: "Kan han også lade være", sagde hun lige så stille. Jamen tænk sig at gå rundt på gaden og stave til radiator. Det er jo lige til indespærring! Vi bruger humor og overraskelser her på skolen. Vi lægger vægt på individualismen. Det er normalt at være unormal. Mange børn oplever, at forældre og venner kan vende dem ryggen. Vore lærere prøver altid at være sådan over for børnene, at skolen aldrig vender dem ryggen. Det, der kan gøre mig mest ked af det, er, hvis jeg ser, at et barn ikke har nogen at lege med, for det er i frikvarteret, påvirkningen af samværet og kammeraterne skal ske. Der er selvfølgelig forældre, som har en anden indstilling, end jeg har. Det er der ikke noget at gøre ved. Man kan ikke være en slags svensknøgle, som kan tage alle skruer."
"I en provinsby er man meget påpasselig med hensyn til, hvem man omgås. Forældrene går meget op i det, og det kan godt være, at nogle lærere, nogle klassekammerater ikke er deres kop te. De, der har blyindfattede ruder, kan godt lide at omgås med dem, der også har blyindfattede ruder. De, der gerne vil sparke dem ud, omgås dem, der også gerne vil sparke dem ud. Men man vil gerne have, at ens barn har den tolerance, man ikke selv kan effektuere."
Hvilken effekt har de forskellige tidsepoker haft på frøken Hørlücks skole? "Det har ikke noget at gøre med de forskellige tidsepoker. Der er markante familier, som har en overlegenhed af åndelige egenskaber, noget som bærer dem igennem kriser og modgang, og der er familier, som er mere grumsede."
"Men ser man på den børneflok, som kommer her hver morgen, så kan man se, at de er sendt godt af sted hjemmefra. Er det ikke mærkeligt, at de forældre, som har for travlt i børnehaveklassen til at hilse på lærerne, til at interessere sig for børnene, de har også for travlt i 10. klasse?"
Skoleklokken ringer, og Johannes Jørgensen skrider ned ad trappen. Hans elever trænges om ham. "Gomårn Herr Jørgensen", lyder det på fynsk. Det er, som om de ser Vorherre selv. Store strålende smil. en lille pige rykker mig i ærmet: "Velkommen til skolen". En alvorlig dreng løber ud foran Johannes Jørgensen og hænger i hans arm. "Må jeg gerne recitere på engelsk til morgen?" "Ja, det må du godt, men kan du?" Drengen nikker og går med John Price-gang ind i sit klasseværelse for at memorere teksten.
Sikke en entusiasme?
Johannes Jørgensen smiler lidt genert: "En af de små piger sagde forleden: "Jeg ve' godt, hvad du he'er til fornavn. Du he'er Herr." Børnene buldrer ned ad trappen til morgensang. I forhallen hænger en dukke i loftet, en skikkelse uden overkrop: "Det er en død lærer", siger Johannes Jørgensen forklarende. Børnene omkring ham nikker stolt og kigger på os for at se, hvilket indtryk meldingen gør. I sangsalen er der karruselheste og voksmannequiner, som svæver under loftet. Lamperne i børnehaveklassen er lavet af plasticspande. Her er farverigt og lige så skørt som det mystiske hus i Tivoli.
I vitriner og skabe er der gammelt legetøj. Skabene er ikke låst. "Vi har aldrig hærværk. Vi har ikke fået malet i 20 år, og der er aldrig nogen børn, som har stjålet af legetøjet", forklarer en lærer. I skabet ligger også en fransk bugtalerdukke. Hvert klasseværelse har sin egen scenografi og sin kunstudstilling på væggen, Léger, Picasso, balletbilleder og god, moderne dansk kunst.
Morgensangen begynder. Her er danske børn og udenlandske børn, lærerne er også internationale og med forskellig baggrund. Denne morgen er der 40 grader i salen. Børnene er forventningsfulde, og der er premiere-panik. Brandspanden er væltet, gulvet flyder med vandet, og effektive mødrenumser er på højkant for at klare situationen. Børnene synger, så taget løfter sig. Fadervor fremsiges stærkt med fynd og klem, som var det et Halfdan Rasmussen vers, og så begynder ugens morgenunderholdning. Det her er totalteater, og man må bare give sig hen i oplevelserne. Lille Frits bliver løftet op på klaveret og fortæller en indviklet selvdigtet historie. Han er så sikker, som var han bestyrelsesformand i ØK og bliver løftet ned under bragende klapsalver. Så kommer drengen, som ville recitere. Hans engelsklærers ører bliver røde, men han ånder lettet op, da verset er afleveret med perfekt accent. Vi får også Tordenskjold med alle 25 vers fremført af en førsteklasser. Nu skal vi have ekstemporal-teater med verdenshistorien. Børnene jubler og farer rundt og spiller historiske epoker. Forældrene står med velvillige smil og flytter lidt på fødderne, når det ikke er deres barn, som optræder. Heldigvis har Johannes Jørgensen sans for timing. Han spørger den entusiastiske engelsklærer, om vi ikke kan springe et par århundreder over.
Har børnene fået en indsprøjtning, eller er de på anden måde hjernevaskede?
Lærerne, som er samlet til kaffe og kanelkringle i haven, begynder at forklare om "skolens ånd". "Sådan er Jørgensen. Han og hans kone kender alle børnene ved navn. Børnene er sådan, fordi de ved, at man interesserer sig for dem. Selvfølgelig er det privilegerede børn, vi får. Men vi har set den samme effekt på flygtningebørnene. Mange af os er ikke seminarieuddannede. Vi er måske ikke så prægede af de almindelige pædagogiske traditioner. Vi har stor frihed til at undervise, som vi vil, og vi taler meget om børnene både sammen og med Jørgensen." Hvad sker der, hvis man er uartig i dette paradis?
"Vi har haft to tilfælde inden for det sidste halve år. En dreng tegnede på nogle af vores malerier. Han blev bortvist i en uge. Men så er det overstået. Ingen, hverken elever eller lærere hentyder nogen sinde til hændelsen; de ved, at Jørgensen ville slå hårdt ned, hvis han hørte om det. I en anden klasse havde de væltet pelargonierne. Næste dag havde de ældste elever erstattet det dobbelte antal pelargonier. Det virkede. Det var en tavs reprimande fra de ældste." Lærer Joyce Moseholm kommer fra Ghana: "Jeg havde en lille urolig dreng i min klasse i dag. "Hvad skal jeg gøre med dig, for at få dig til at være stille?" sagde jeg. "Jeg tror, at jeg enten binder dig, eller også kysser jeg dig." Han bøjede sig straks over sine farveblyanter og sad musestille. Joyce ler et stort hvidt smil, og børnene hiver hende ind i klassen. Skoleleder Johannes Jørgensen og hans kone Kirsten Jørgensen bor på skolen. Deres hjem er altid åbent for børnene. Det er et smukt hjem med god kunst på væggene.
Er dine elever blevet anderledes end folkeskolens elever, fordi deres forældre har tid til dem, og fordi I dyrker det kreative og det musiske? Er det recepten på entusiastiske, glade og frie børn?
"Det har stor betydning. Men jeg underviste også i Angmagssalik i Grønland i mange år. Der havde vi den samme varme fornemmelse, som vi har her, og det var et meget fattigt samfund. Man skal altid være lidt ny for at kunne tale med nye børn. Forældre og børn bliver gode af, at man interesserer sig for dem. Vi lægger vægt på opmuntring i stedet for kritik. Vi har ikke karakterbøger før i 7. klasse. Nej, jeg tror, jeg vil sige det enkelt: Det handler om af give varme."
Oven på i sanglokalet begynder bongo-trommerne. Det duver lidt i Jørgensens stuer, men hr. og fru Jørgensen sidder bare ved frokostbordet og hygger sig. Gardinerne er rullet ned, så eleverne ikke hele tiden kan banke på vinduet og vinke til familien. Det er en meget anderledes skole. Enten er den meget gammeldags, eller også er den forud for sin tid.
