Antikt legetøj og kunst i massevis. Sådan lyder opskriften på en god skolegang på Henriette Hørlücks skole i Odense.
"Den dag vi kommer til at ligne andre skoler, lukker vi", lyder det fra skolebestyreren på Henriette Hørlücks skole i Odense. Og det er ikke kun et motto, men også en karakteristik af den charmerende gamle privatskole. En fornem og mangfoldig samling af kunst og legetøj præger skolens udseende og ånd. Ikke at børnene skal gå fra skolen som kunstkendere, men de skal lære at blive kunstforbrugere til nytte for dem selv. Da skolebestyrer Johannes Jørgensen i 1961 købte Henriette Hørlücks skole, var tendensen i skolebyggeriet funktionalisme. Kommuneskole på kommuneskole skød op i forstæderne og på landet, og de var stort set ens: praktiske, institutionelle og gudsjammerligt kedelige. Men Johannes Jørgensen havde andre ideer. Hans skole skulle give børnene gode kunstneriske oplevelser at stå imod med. "Ideen fik jeg, fordi jeg i min egen skoletid oplevede, at de nederste vinduer i klasseværelset var kalket til. Man regnede ganske enkelt ikke med, at skolens indre og undervisningen kunne hamle op med det, der skete uden for vinduet. Det kunne det heller ikke, og sådan skulle det ikke være på Henriette Hørlücks skole. Derfor gik vi i gang med at samle på ting, som børnene kan have oplevelser af", fortæller Johannes Jørgensen. Og skolen er et sandt bombardement af sanseindtryk. De gamle bygninger er fyldt til bristepunktet med ægte malerier, reproduktioner, elevproduktioner, antikke møbler, genbrugsmøbler og ikke mindst en imponerende samling af gammelt og nyt legetøj.
I forhallen til den bygning, som huser de mindste børn, er der langs væggene glasskabe, som rummer fantastiske fund fra Johannes Jørgensens og hustruen Kirstens rejser i udlandet. Her findes en fransk bugtalerdukke fra århundredeskiftet, hvis mekanik stadig er intakt. Der er porcelænsdukker og tinsoldater og alskens andet legetøj fra dengang bedstemor og bedstefar var børn. Glasskabene er på trods af deres uerstattelige indhold ikke aflåst:
"Hvis børnene har lyst til at røre ved tingene, må de gerne det. De forstår at værdsætte dem, og vi har aldrig haft hærværk på denne skole", siger Johannes Jørgensen. Skolens udseende skal give en intim og hjemlig atmosfære. Så opfører børnene sig også, som de ville gøre hjemme, og der går man jo heller ikke rundt og smadrer tingene."
En etage højere ligger de to børnehaveklasser. Hver for sig er de et helt lille museum. Moderne kunst på væggene, glasskabe med nipsting og børnenes egne produkter blander sig i en skøn forvirring. "Klasseværelserne skal ikke ligne hinanden. De skal have hver deres særpræg, hver deres udstilling. Børnene ser næppe på alle tingene til daglig, men engang imellem standser de pludselig op og bliver betagede af en eller anden ting", mener Johannes Jørgensen. "Derfor hænger vi også alt muligt op uden kritisk skelen. Mange vil finde en del af vores udstilling usmagelig, men et maleri, som i de flestes øjne er dårligt, kan for en lille dreng eller pige komme til at betyde utrolig meget."
Mellem børnehaveklasserne ligger en sal, som bruges til musikundervisning og optræden af forskellig art. I kraft af sin størrelse rummer salen lidt for enhver smag. Der er karruselheste, en udslidt antik barnevogn, voksmannequiner og collager. Væggen nærmest døren prydes af reklameplakater fra Michelin. "Så er der også noget for drenge", bemærker skolebestyreren. Og humoren er der også plads til. I trappeopgangens loft lige uden for børnehaveklassernes lokale hænger et par ben fra en voksmannequin. "Det er en død lærer", griner Johannes Jørgensen.
Nu går turen til hovedbygningen. I stueetagen står en glasmontre, der som den eneste på skolen er aflåst. Det er af hensyn til besøgende, som kunne have lange fingre, for denne montre indeholder creme de la creme af antikt legetøj: bliklegetøj fra Nürnberg. Johannes Jørgensen låser skabet op og demonstrerer de små finurlige figurer. Straks strømmer der børn til, og der gøres store øjne over en ramponeret blikabe, som kravler ned ad en snor. "Jeg er overbevist om, at oplevelser af kunstnerisk art er værdifulde for børnene", forklarer Johannes Jørgensen. Vi er nu nået til den sal, hvor der hver morgen afholdes morgensang. Ved denne lejlighed afspilles somme tider også et stykke musik, og det kan være alt fra barok til rock. "Man er ligesom usårlig, hvis man får nogle kunstneriske oplevelser at stå imod med. Det er noget i retning af: Kom bare an, jeg har Beethovens 9. i hovedet. Børnene skal lære, at kunst er en livsnødvendighed. Uden kunsten er livet tomt - det er den, man skal leve af og på."
Hovedbygningens vægge prydes i høj grad af elevernes egne tegninger. Og de behandles med lige så stor respekt som den franske bugtalerdukke og bliklegetøjet. Nogle er ligefrem indsat i gamle guldrammer, og hver tegning har sin historie. Blandt andet en række tegninger, som illustrerer elevernes morgensang: "Jeg havde en uventet vikartime i en klasse, hvor jeg bad børnene om at tegne en tegning hver af morgensangen. Så indrammer jeg de to bedste og hænger dem op, sagde jeg. Da begyndte en af pigerne at græde. Hvordan kan du vide, at der kun er to, som er gode? Og hvordan kan du overhovedet afgøre, hvad der er bedst? spurgte hun. Den tog jeg til mig, og så hængte vi dem alle sammen op", fortæller skolebestyreren.
For respekten for forskelligheder er et vigtigt ideal på Henriette Hørlücks skole. Det tilstræbes at give børnene et højt fagligt niveau, og der gives ikke ved dørene, hvad karakterer angår. Men til gengæld er det både skolebestyrerens og lærernes mål, at de skal være gode nok til at tage hånd om den enkelte: "Når forældre er bedst og lærere er bedst, kan man ikke kende forskel", forklarer Johannes Jørgensen. Og med denne grundindstilling for øje er det jo ikke så sært, at Johannes Jørgensen har påtaget sig at lære børn mere end at regne og skrive. "Det er så vigtigt for mig, at børnene lærer at bruge kunsten i deres liv. Det er fint, hvis de efter deres skoletid møder et Miro-maleri og tænker, at det navn har de set før, for der hang en reproduktion af Miro i klasseværelset. Men det er sekundært, at de bliver kunstkendere. Det vigtigste er, at de bliver kunstforbrugere. Derved får børnene nemlig evnen til at se ting i livet, som andre går forbi uden at ænse. Vi havde engang en ældre dame, som illustrerer eventyr, på besøg som foredragsholder. Jeg fulgtes med hende over til den store sal, og da vi nåede døren, standsede hun. Foran os stod alle børnenes sko, som de havde taget af for at skåne gulvet. Jeg blev irriteret over, at de stod hulter til bulter, men hun sagde: "Ih, tænk engang hvor mange eventyr, der ligger gemt i hvert par." Er det ikke fantastisk, at nogle mennesker har evnen til på den måde at se kunsten i hverdagsting?"
